Inspiration til ferieformer og oplevelser af enhver art i Danmark
Vendsyssel Kunstmuseum
Vendsyssel Kunstmuseum tilbyder aktiviteter for hele familien i sommerlandet med VKM ArtCamp - et mobilt kreativt værksted, indrettet i en campingvogn. I ArtCampen kan børn og deres voksne udforske kunsten og prøve kræfter med forskellige kreative aktiviteter. Læs mere på vores website.
Glad ZOO
En anderledes zoo. Glad Zoo byder på oplevelser for hele familien. Med 80 forskellige dyrearter er vi en lille dyrepark, hvor du finder nærvær, overskuelighed og følelsen af at komme tæt på dyrene.
Snorker en gibbonabe?
Den personlige formidling er en del af stedets særlige profil. Vi ønsker at inspirere andre til respekt og forståelse for naturens mangfoldighed gennem vores engagement. Det gør vi blandt andet, når dyrepasserne holder speaks og deler ud af de interessante fortællinger om dyrene.
I højsæsonen kan du opleve de fritflyvende rovfugle på helt tæt hold i vores flotte fugleshow. Mærk suset, når Birthe Røn Hornugle med et vingefang på 1,8 m dykker ned over hovederne på publikum.
Vi har indrettet parken med små stier, legepladser, hoppepuder og hyggelige kroge, hvor du kan nyde udsigten over søen eller det omgivende landskab. Eller du kan udfordre dine sanser i den flotte sommerfuglehave, mens de små får gode oplevelser med dyrene i vores ”klappezoo”.
En anderledes zoo
Det er ikke kun nærheden og den personlige formidling, der gør Glad Zoo til noget særligt. Vi har også en særlig social profil. Gennem vores ansættelser bidrager vi til et mere rummeligt arbejdsmarked. Glad Zoo er en virksomhed under Glad Fonden, og vi driver haven med en stab af dyrepassere og assistenter med og uden handicap. Vi tror på, at mennesker med forskellige forudsætninger er et aktiv, der kan gøre vores samfund rigere, gladere og mere inspirerende.
Udover folkeskolerne i lokalområdet har vi et tæt samarbejde med Glad Fagskole, hvor Glad Zoo indgår i uddannelsen af unge på særlige vilkår. Glad Zoo bidrager til uddannelserne gennem praktik- og læringsforløb og med mulighed for efterfølgende beskæftigelse i parken eller hos samarbejdspartnere.
Vadehavscentret
Vadehavet - Nationalpark og UNESCO Verdensarv
VADEHAVSCENTRET ligger lige ved Vadehavet, som er Danmarks største, fladeste og vådeste Nationalpark. Det er et enestående naturområde i Danmark, som blev udnævnt til Nationalpark i 2010. Men Vadehavet er ikke kun unikt i Danmark - det har status som Verdensarv.
Samlet strækker vaderne sig 500 km langs den danske, tyske og hollandske kyst. Det dynamiske landskab, den biologiske rigdom og de mange trækfugle gør området til noget helt enestående.
VADEHAVSCENTRETs 1000 m2 udstilling er en rejse gennem Vadehavets landskab set gennem områdets millioner af trækfugle. I kommer tæt på fuglenes verden, der normalt er langt væk. I kommer ind i de store fuglesværme, mærker dem og rejser videre med dem. VADEHAVSCENTRETs udstilling ”Vadehavet - 15 millioner trækfugle på rejse” er en æstetisk, eventyrlig og utrolig udstilling om Vadehavet og trækfuglenes verden. Det er oplevelser med viden og derfor er besøgscenteret for UNESCO Verdensarven et rigtig godt sted at starte, når man besøger Vadehavet og Nationalparken. Se evt. mere på vores website.
Centret er et dejligt sted til en god familieoplevelse, til skoleklassen på tur eller erhvervsvirksomheder, der vil mødes i andre omgivelser. Besøget kan kombineres med en tur på Vadehavet, enten gennem vores store turprogram eller ved at bestille sin egen tur.
www.vadehavscentret.dk/ture-og-aktiviteter/turkalender
Mønsted Kalkgruber
Verdens største kalkgruber
60 km minegange: 2 km oplyste gange
Multimedieshows
Over den største sø i minen
Originalfilm i kalkværkstedet
Flagermus- og geologifilm
Flagermusudstilling
Priser
Voksne: kr. 70
Børn: kr. 30
Tog: kr. 20
LEGOLAND®
I LEGOLAND® er alt awesome for både små og store legebørn! Oplev det fantastiske land, THE LEGO® MOVIE™ World, med tre stjerneseje forlystelser, der får hele kroppen til at boble. Glæd dig også til et sandt byggeeventyr af farvestrålende og fascinerende oplevelser med otte helt nye LEGO attraktioner i LEGOLAND. Med mere end 75 millioner LEGO klodser og over 30 mavekildrende forlystelser kan eventyret begynde i LEGOLAND.
THE LEGO® MOVIE 2™ © & ™. Warner Bros. Entertainment Inc., & The LEGO Group. LEGO, the LEGO logo, the Minifigure and the Brick and Knob configurations and LEGOLAND are trademarks and/or copyrights of the LEGO Group. ©2022 The LEGO Group. All rights reserved.
Skærbækcentret
Skønt weekendophold i Sønderjylland – tæt på Nationalpark Vadehavet
*1 overnatning i et feriehus, inkl. forbrug
* Lækker 2-rettersmenu (efter kokkens valg) eller buffet
* Morgenmad
* 1 bowlingtime, inkl. skoleje
* Gratis adgang til svømmehal, fitnesscenter og aktivitetshaller
Pris kun kr. 669,-/person
v/4 voksne eller flere pr. feriehus
v/3 voksne pr feriehus: kr. 769,-/person
v/2 voksne pr feriehus: kr. 969,-/person
Sommer "med det hele"
Hele juni, juli og august på Rold Storkro
* Velkomstdrink
* 3-retters lækker menu i Panoramarestauranten
* Hertil gode vine
* Kaffe/te med cognac eller likør
* Hygge på terrassen med ild i pejsen
* Overnatning
* Den store morgenbuffet
Kr. 1.178,00 pr. person på dobbeltværelse
Ferietips & artikler
Solen er min bedste ven
Danskerne elsker solen og bruger enhver lejlighed til at springe ud under de varme og livgivende stråler. Hvem vil ikke gerne opnå en dejlig sommerkulør oven på en lang vintersæson uden meget solskin? Men danskernes iver efter at få den brune teint har en slagside. Mange glemmer at beskytte sig mod solens farlige stråler midt på dagen. Danmark ligger på en syvendeplads på verdensplan over de lande, der har flest tilfælde af kræft i huden. En meget høj placering, når man tænker på hvor få solskinstimer, der trods alt er på vores breddegrader.
Beskyt dig mod solen midt på dagen
Kræft i huden er i dag den mest udbredte kræftsygdom i Danmark. Omkring 8000 danskere får hvert år konstateret kræft i huden – lidt flere kvinder end mænd. Det er tre gange så mange som for 30 år siden, og det ser ud til, at tendensen er stigende. Den gode nyhed er, at hvis danskerne kunne blive bedre til at beskytte sig i solen og droppe solariet, så kan over 85 % af alle tilfælde af kræft i huden forebygges.
Det er specielt to typer kræft i huden – modermærkekræft og hudkræft – der begge opstår som følge af for meget UV-stråling og solskoldninger. Hudkræft ses for det meste på de steder, hvor huden har fået meget sol. Det er i ansigtet, i nakken, på hænderne og armene. Modermærkekræft kan opstå alle steder på kroppen og ikke nødvendigvis i et modermærke. Undersøg jævnligt din hud og gå til lægen, hvis du opdager forandringer.
Bliv ven med solen
Du kan blive solsikker ved at bruge solrådene: siesta, solhat og solcreme til at huske og skrue ned for solen midt på dagen mellem kl. 12 og 15, når UV-indexet er 3 eller mere – og ved at undgå solariets kunstige UV-stråler. ”Det handler om at finde en god balance i, hvor meget man opholder sig i solen, og hvordan man beskytter sig, når det er nødvendigt”, udtaler projektchef for TrygFondens og Kræftens Bekæmpelses solkampagne Anja Philip. ”Solen er vigtig for at få D-vitamin, men man skal ikke ligge og stege midt på dagen, men nyde solen med omtanke”.
Kronprinsesse Mary i kampen mod hudkræft
HKH Kronprinsesse Mary er som protektor for kampagnen også gået ind i kampen mod kræft i huden. Det er specielt magtpåliggende for kronprinsessen at give de danske børn gode solvaner fra starten af livet. Kronprinsessen er opvokset på Tasmanien, hvor det i mange år har været helt naturligt at beskytte sig mod den stærke sol. Den tradition vil kronprinsessen gerne videregive til danskerne.
Pas på de små solstråler
Det er også vigtigt at passe på børn og unge i solen. Man har nemlig en større risiko for at få kræft i huden, hvis man har været skoldet som barn eller ung. Og børn er generelt mere påvirkelige, for faktorer der giver kræft, på grund af deres aktive celledeling.
Beskyt dig selv og dine små solstråler med sommerens bedste solråd: SIESTA, SOLHAT, SOLCREME og SLUK SOLARIET. Så kan den forudsigelse, der ligger i sangen: ”sol, sol kom igen… solen er min bedste ven” gå i opfyldelse.
Rigtig god og solsikker sommer – nyd solen og varmen, men brug hovedet!
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag kampagnen ”Skru ned for solen”, som skal hjælpe danskerne til at blive bedre til at omgås solen med omtanke. Kampagnen blev åbnet af HKH Kronprinsesse Mary i maj 2007 og kører stadig.
De 4 solråd
SIESTA – giv solen en frokostpause mellem kl. 12 og 15, når UV-indexet er 3 eller mere.
SOLHAT – Undgå at blive skoldede. Dæk bar hud til med tøj og hat, når solen står højst.
SOLCREME – Brug altid rigeligt med faktor 15 og husk, at lige meget hvor meget du smører på, må du aldrig ligge og stege. (Tommelfingerregel – en håndfuld til en krop)
SLUK SOLARIET – De kunstige stråler øger markant risikoen for kræft i huden. Og jo yngre du er – desto mere udsat er du.
Om UV-index
UV-stråling er værst om sommeren
Solens stråler har størst effekt på din hud, når solen står højt på himlen. Det gør den om sommeren midt på dagen. Du kan følge, hvor stærk solen er ved at se dagens UV-index i vejrudsigterne eller inde på solkampagnens hjemmeside www.skrunedforsolen.dk. UV-indexet er et international mål for, hvor intensive solens skadelige stråler er. I Danmark er UV-indexet højst 7 på en sommerdag. Når UV-indexet er 3 eller mere, skal man beskytte sig. Det er typisk fra april til september, når der er få skyer på himlen. Ca. halvdelen af dagens UV-stråling falder mellem kl. 12 og 15.
Bliv ven med solen på sommerferien
På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside har du mulighed for at bestille børnebøger, som du kan bruge til at lære dine børn at blive ven med solen. I bøgerne fortæller bl.a. de søde solkatte Sunny og Solvej den solsikre historie i børnehøjde.
Klik ind på: www.skrunedforsolen.dk/solshop
Hanstholmfæstningen
Hanstholm er et af de steder i landet, som blev dybest præget af den tyske besættelse fra 1940 til 1945. Under krigen gjorde tyskerne nemlig Hanstholm til deres stærkeste fæstningsanlæg i Danmark, ”Hanstholmfæstningen”. Fæstningen havde ved befrielsen et areal på ca. 9 km2 og bestod af ca. 450 betonbunkere. Alle Hanstholms 800 indbyggere måtte også i 1943 lide den tort at blive jaget bort fra deres by, fordi de kom i vejen for de tyske planer.
Kæmpekanoner
Det vigtigste element i ”Hanstholmfæstningen” var et kystbatteri med fire store kanoner med en kaliber på 38 cm. Kanonerne kunne skyde 55 km og skulle sammen med et lignende anlæg ved Kristiansand i Norge spærre indsejlingen til Skagerrak for allierede krigsskibe. Kanonrørene havde en indvendig diameter på 38 cm, hvilket var nok til, at en slank, voksen mand kunne kravle ind i det. Hvert kanonrør vejede 110 tons og var 19 m langt.
Kanonerne stod i hver sin enorme bunker med et areal på ca. 3000 m2. I hver af bunkerne boede de ca. 90 soldater, som skulle betjene det komplicerede maskineri, som en sådan kanon er.
Bunkerne var indrettet med toiletter, baderum, centralvarme og elektrisk drevet ventilation. Det var altså et topmoderne bygningsværk, som det var ganske behageligt at bo i.
Det eneste soldaterne måtte savne var dagslys og rigtig frisk luft, for der var naturligvis ingen vinduer – det hører ikke til i en bunker!
Olsenbanden i Hanstholm
Efter krigen blev fæstningen nedlagt, men den blev dog ikke helt glemt. Den var stadig i folks bevidsthed, så i deres tredje film drog ”Olsenbanden” til Jylland, hvor de futtede rundt på ammunitionsbanen, og her stod de ansigt til ansigt med “filmhistoriens morsomste bombe”. Og i 1979 åbnede man endelig en af de store bunkere, hvor en af de 4 store kanoner med en kaliber på 38 cm havde stået, som Danmarks første bunkermuseum. I museumsbunkeren er mange af rummene ført tilbage til deres oprindelige form, så man kan se, hvordan soldaterne levede.
Den gamle ammunitionsbane
De tungeste af kanonernes granater vejede 800 kg og for at kunne flytte dem rundt i området, byggede tyskerne en smalsporsbane. Ammunitionsbanen var oprindeligt fire kilometer lang, og på den transporterede man de tunge granater rundt mellem de fire kanonstillinger og seks store
ammunitionsbunkere. Det er bl.a. den bane, som man ser ”Olsenbanden” køre på i filmen. Museet har genetableret en kilometer af banen, så børn og voksne få sig en tur gennem den smukke natur i museumsområdet.
Jordbærret = dansk sommer
Jordbær (Fragaria) er vel nok den mest sommerlige spise, vi kender. Det søde bær, der er spækket med C-vitamin, forbinder de fleste med lækre kager, desserter, grød og klassikeren: rå jordbær med fløde og/ eller mælk og sukker på.
Faktisk er jordbærret botanisk set en såkaldt flerfoldsfrugt, der består af mange bittesmå individuelle frugter indkapslet i den kødfulde blomsterbund. Det, man normalt opfatter som frugten, er teknisk set en opsvulmet frugtbund, sagt med andre ord er det, man spiser, egentlig den opsvulmede blomsterbund. Det er derfor, botanikere kalder jordbærret for en ”falsk frugt”- pseudocarp.
De brunlige eller hvidlige ”kerner”, der normalt betragtes som frø, er de sande frugter, også kaldet nøddefrugter, og hver af dem omgiver et lille frø. Det betyder, at frøene er stenfrugter, hvor det kødede lag er reduceret, hvorved frugten biologisk set altså er en nød. Det er de små nødder, der kan sidde fast imellem tænderne, når vi bider i jordbærret - de blege ”kerner”, der dækker jordbærret - der altså er nøddefrugter, og det er disse, vi sår, hvis vi ønsker at dyrke jordbær fra frø! Disse nøddefrugter gør jordbærret yderst fiberrigt, og gennemsnitsjordbærret har faktisk 200 frø/nødder. Faktisk giver en halv kop jordbær flere fibre end en skive fuldkornsbrød og mere end 70 % af den anbefalede daglige tilførsel af C-vitamin.
I Danmark dyrkes flere forskellige sorter, der oftest er hybrider mellem amerikanske arter - men også arter fra andre lande, og de har alle deres egne særegne kendetegn. Der er forskel på farven udenpå og indeni, formen, størrelsen, modningstiden, frugtbarheden, fastheden, konsistensen og ikke mindst smagen. Eksempler på forskellige sorter, dyrket i Danmark: Sals, El-santa, Honeoye, Florence, Polka, Dania, Dybdahl, Ostara, Pandora, Senga Sengana, Sonata og Korona. Der kommer hele tiden flere andre sorter til.
Navnets oprindelse
Vore hjemlige jordbær er krydsninger mellem amerikanske jordbærarter, og som så ofte før med frugtnavne har vi taget navnet jordbær fra tysk. Havde det været fra engelsk, så ville de have heddet ”stråbær”. Nogle mener, det kommer af, at man ofte lægger halm under jordbærrene, mens andre mener, det kommer af det gamle engelske ord for ”at sprede” (strew), fordi planterne spreder sig selv med udløberne. Jordbærret kloner faktisk sig selv i foråret ved at producere udløbere omkring moderplanten.
I foråret
Har man jordbær i egen have, og jordbærret er jo det mest udbredte bær i danske haver, så kan man bruge forårsmånederne til at sikre sig gode, stærke planter og en god høst. Suppler gerne jorddækket med plantemateriale eller måske bare et lag visne blade – men aldrig med kompost med stort kvælstofindhold. Når bærsætningen er i gang, tilfør da en smule omsat kompost, hvis ikke bladtilvæksten er så god, det er nemlig oftest disse planter, der kan give flest bær. Øverst kan man lægge et lag halm for at holde på fugtigheden og undgå skimmel, og så giver det renere bær, der kan spises lige fra planterne.
Langelandsfortet
Det ellers så fredelige Langeland byder på en militær hemmelighed i særklasse; nemlig Langelandsfort på Sydlangeland, som indtil 1989 havde skudklare kanoner skjult i stillinger under jorden. Det var bl.a. kanoner med en kaliber 15 cm, som kunne skyde helt til Lolland, hvis fjendtligsindede krigsskibe var på vej gennem Storebælt.
Årsagen var den Kolde Krig, hvor Danmark skulle kunne forsvare den vestlige Østersø. I dag er de nedgravede kanonstillinger åbne for publikum, som får et levende indtryk af de forhold, soldaterne måtte leve under i tilfælde af en krigs- eller krisesituation.
Cuba-krisen
Fortet blev etableret i 1953, og når sandt skal siges, har hverken kanoner eller antiluftskyts været fyret af mod fjendtlige skibe. Men i et bestemt tilfælde har Langelandsfort spillet en afgørende rolle for verdensfreden. Det var som optakt til Cuba-krisen mellem USA og Sovjet i 1962, hvor soldater observerede et sovjetisk handelsskib der fragtede raketter i Storebælt. Skibet var på vej mod Cuba, men blev på grund af soldaternes iagttagelse stoppet undervejs, idet USA’s præsident Kennedy gik på tv og talte dunder til sovjet.
Dette, og meget mere, kan man studere i en særlig udstilling på området.
Da den østtyske spion skulle tage sit billede af radaren, var han forsigtig. Han pressede sig op mod hækken, hvorefter han i et splitsekund trådte ud på vejen og tog billedet, inden han igen trådte helt ind i vejkanten for at skjule sig bag hækken. Hvis han gik for tæt på, ville han blive opdaget, og så risikerede han at få en spionsag på halsen. Det ville han ikke risikere. Billederne var af stor betydning og skulle indgå i den østtyske krigsplanlægning mod Danmark. Han måtte ikke fejle.
Om det virkelig er sådan, den østtyske spion tænkte, da han tog sine spionbilleder af Langelandsfortets radar i efteråret 1987, ved vi ikke. I dag er den kolde krig slut. Verden er ikke længere delt op i en NATO-alliance og en Warszawa-pagt, som potentielt kunne ende i krig med hinanden, og fortet er ikke længere en kystbefæstning under den danske marine. Siden 1997 har Langelandsfortet været et
museum, hvor man kan få et indblik i den kolde krigs fortælling. Og det er en fortælling, der hele tiden udvikler sig, ligesom museet gør det.
Berlinmurens fald i november 1989 er blevet symbolet på den kolde krigs afslutning. Siden da er der løbende kommet nye afsløringer frem om, hvor alvorlig en konflikt den kolde krig egentlig var. Det har vist sig, at efterretningstjenester og agenter var en langt større del af den kolde krigs hverdag end hidtil troet. Nu ved vi også, at fortet indgik i Warszawa-pagtens krigsplaner mod Danmark og de øvrige vestlige lande. Umiddelbart ligner det sydlangelandske område ikke en mulig krigsskueplads, når man kører gennem det
langelandske ferieland og kigger sig omkring på sin vej sydover. Ikke desto mindre øvede tusindvis af østtyskere, polakker og russere sig på at gå i land på blandt andet Langelands østkyst og indtage Langelandsfortet og marinens udkigspost ikke langt fra fortet. Det virker endnu mere uvirkeligt, at der måske ligefrem var blevet brugt atomvåben mod fortet. De østlige arkiver viser imidlertid, at det var en mulighed, som blev øvet, når der blev afholdt militære øvelser på de østtyske kyster.
Heldigvis blev den kolde krig aldrig varm, og vi kan kigge tilbage på en unik periode i vor fjerne fortid. Som Danmarks første koldkrigsmuseum giver Langelandsfortet et indblik i den konflikt, som holdt hele verden i et jerngreb, og som flere gange bragte os alle på randen af total udslettelse. I naturskønne omgivelser kan man komme tæt på det autentiske fort, som var tjenestested for tusinder af unge danske mænd, og som blev lukket som aktiv marinestation i 1993. Hvad havde en ung marinesoldat i sit skab? Kærestebreve? En god bog?
Hvordan mon det var at være ombord på en ubåd? Man kan få indblik i, hvor trange kår de danske ubådsfolk havde, når de drog på hemmelige missioner i den østlige del af Østersøen for at samle efterretninger om de østeuropæiske lande og deres militære aktiviteter. På samme måde kan man komme ombord på en af de danske minestrygere og gå på opdagelse i dens indre. Ungerne løber omkring på dækket og leger, mens far og mor spiser den medbragte mad ved et af de mange borde, som er stillet op rundt omkring på museets område.
Herfra går turen videre ned i de originale bunkers, hvor fortets unikke historie bliver levendegjort. Langelandsfortet kom til at spille en speciel rolle i forbindelse med Cuba-krisen. Denne spændende historie fortælles både i de forskellige udstillinger og i museets biograf, hvor vidnerne til den mest intense konflikt mellem Øst og Vest fortæller om de dage, hvor verden var på afgrundens rand.
Museet er inde i en udviklingsfase, hvor fortællingen om den kolde krig ikke kun skal handle om krudt og kugler, fly og ubåde. Den skal også handle om hverdagslivet, de små konflikter og opvækst under den kolde krig. Livet bag jerntæppet, demokratiske bevægelser og sikkerhedstjenesternes undertrykkelse af østblokkens befolkninger er nogle af de ting, som museets gæster vil få indblik i ud over de mange bunkers og bygninger, som huser andre udstillinger, fly og meget andet. En lille udstilling om livet i DDR vil få hårene i nakken til at rejse sig, for i dag virker den omfattende overvågning og fængsling af de østtyske borgere både bizar og urimelig. Men det var ikke desto mindre en del af virkeligheden bag jerntæppet, og det er denne virkelighed Koldkrigsmuseum Langelandsfort vil være med til at bringe i erindring.
Fra vand til luft
Museet er desuden meget populært på grund af de udstillede jagerfly, en minestryger og ikke mindst en ubåd. I det hele taget er Langelandsfort et udflugtsmål for hele familien. Her er skøn natur med spise- og legepladser. Til de mindste kan man låne en trækvogn.
Åbningstider, adresse og anden info.:
Se annonce eller www.langelandsfort.dk
Med livredderne på arbejde!
Hver sommer bruger mere end hundrede unge mænd og kvinder deres ferie på at skabe tryghed ved de danske kyster. Stranden er en fantastisk arbejdsplads og et perfekt modstykke til studierne. Livredderne gør en stor forskel, har et stort ansvar og et fantastisk godt kammeratskab.
Kristian har været livredder i Danmarks største livreddertjeneste, TrygFonden kystlivredning, i et par år. Og han elsker sommerjobbet. ”Jeg hørte om jobbet fra en kammerat – og det lød bare så spændende: et job der giver mening, hvor man arbejder ude i det fri, rundt om i Danmark og sammen med andre unge – kan det være bedre? Så jeg søgte om at blive livredder, og kom til optagelsesprøve”. Selvom det var hårdt bestod Kristian optagelsesprøven – og derefter tog han selve livredderuddannelsen, som løber over tre forlængede weekender. ”Uddannelsen er hård og koncentreret, men er man i god form og vant til at færdes i vand, så er det til at klare. Efter uddannelsen arbejdede jeg seks uger på stranden. Det var fantastisk. Mødet med turisterne - både børn, unge, gamle, danske og udenlandske - gav en masse positive oplevelser,” fortæller Kristian.
Udstyret skal være i orden
Arbejdsdagen på stranden begynder kl. 11.00, hvor livreddertårnet åbner. Kristian ankommer til tårnet sammen med sin makker lidt i 11. Med sig har de livredderbåden og andet dyrt udstyr, som de tager med hjem til deres indkvarteringssted, der ligger i nærheden af tårnet. ”Vi kan desværre ikke efterlade vores udstyr på stranden, da vi er bange for hærværk. Vores udstyr skal være top tunet hele tiden, så vi passer godt på det,” siger Kristian.
Når livredderne møder på vagt, åbner de tårnet, tjekker båden og prøvestarter motoren, så den er klar til dagens opgaver. ”Der er nogle faste opgaver, som skal løses. Vi måler fx vandtemperaturen og vinden og skriver oplysningerne på infotavlen, så badegæsterne kan følge med i dagens tal. Det er også her vi skriver, hvis der er noget særligt, man skal være opmærksom på – fx mange brandmænd” fortæller Kristian og peger på skiltet foran livreddertårnet. ”Når vi åbner tårnet, vurderer vi også, hvilken farve flag, der skal op i toppen af tårnet. Vi har tre flag at gøre godt med og de sender et vigtigt signal til badegæsterne. Det nye halvt røde, halvt gule sætter vi op, når der ikke er særlige forhold, der gør sig gældende. Flaget betyder ganske simpelt ”livredder på vagt”,” forklarer Kristian. Dette flag har afløst det grønne flag, som blev brugt tidligere, men som TrygFonden kystlivredning afskaffede i 2008 efter anbefaling fra den internationale livredningsorganisation. Er der skærpede forhold, fx fralandsvind, strøm eller mange brandmænd, sætter livredderne det gule flag op. Det betyder ”det er tilladt at bade, men vær særlig opmærksom. Det sidste flag er rødt og hejses, når badning er forbudt. ”Når det røde flag er oppe, er det livsfarligt at bade,” understreger Kristian.
Når flaget er hejst i tårnet, markerer livredderne deres primære zone. Det er det område, hvor livredderne holder særligt øje med de badende. Området strækker sig over 200 meter - 100 meter på hver side af livreddertårnet. Området markeres med et flag i hver ende. Flaget er halvt rødt, halvt gult. ”Vi gør meget ud af at fortælle de badende, at de bør bade i vores primære zone. Nogle tror at livredderne kan holde øje med hele stranden, men det er jo umuligt. Bader man inden for flagene, så får man en ekstra tryghed,” forklarer Kristian.
Markeringen med flagene er hentet fra udlandet. Livreddere i fx Australien har brugt denne markering i mange år. De har endda et slogan, der hedder ”swim between the flags” – eller svøm mellem flagene”. Livredderne håber, at det med tiden også bliver helt naturligt for danskerne at bade mellem flagene.
Når tårnet er åbnet, udstyret tjekket, målingerne i hus og flagene på plads, er livredderne klar til at forebygge drukneulykker. Det gør de blandt andet ved at overvåge stranden fra toppen af livreddertårnet. Hvis de ser badegæster i gang med aktiviteter, der kan ende galt, tager de hurtigt kontakt til dem. Det kunne eksempelvis være en familie, som er ved at søsætte en gummibåd og der er fralandsvind. Så er der nemlig stor sandsynlighed for, at gummibåd og passagerer vil blæse til havs. Sætter livredderne ind i tide, undgår familien en ubehagelig oplevelse, der i værste fald kan ende rigtig galt. I løbet af dagen patruljerer livredderne på stranden både til lands og i vandet. Det er altid en kærkommen lejlighed til at hilse på badegæsterne og få sejlet i livredderbåden. Nogle dage er der meget få mennesker på stranden pga. dårligt vejr. Her holder livredderne naturligvis stadig et vågent øje med kysten, men samtidig bliver der mere tid til træning og vedligeholdelse af udstyret.
Slip ikke børnene af syne ...
… sådan lyder et af livreddernes 5 baderåd. Og det skal tages meget alvorligt. Børn og vand kan være en meget farlig cocktail. Drukneulykker opstår lynhurtigt og ofte næsten helt lydløst. Forældrene må derfor ikke slippe børnene af syne, heller ikke kortvarigt for at gå på toilettet eller for at hente mere solcreme i bilen. Det er forældrenes ansvar at holde øje med børnene og skal man på toilettet må man enten tage børnene med eller overlade opsynet til en anden voksen, som man har tillid til. ”Nogen gange bliver vi livreddere spurgt, om vi ikke kan holde øje med børn, mens forældrene er på toilettet. Det siger vi naturligvis nej til. Vi er livreddere og ikke barnepiger. Det er forældrenes opgave og ansvar at holde øje med deres børn”, smiler Kristian.
Hvor har de gode pizzaer?
Badesikkerhed er livreddernes speciale, og det er selvfølgelig inden for dette område, de får flest spørgsmål. De tre mest stillede spørgsmål er: Hvad betyder de forskellige livredderflag? Er der understrøm i dag? Og er der mange brandmænd? Men de får også spørgsmål fra badegæsterne om alt mulig andet: Hvor får man de bedste pizzaer? Eller hvor ligger den og den turistattraktion henne? ”Det er okay at folk spørger. Vi kan naturligvis svare på det med badesikkerhed, men det er ikke altid, at vi har smagt alle pizzaerne i området”, griner Kristian.
I aktion
Hvert år er livredderne i TrygFonden kystlivredning i aktion mange gange. I 2008 blev det til hele 2.158 gange. Heldigvis var mange af aktionerne almindelig førstehjælp. Men 40 af aktionerne betragtes som livreddende. Det vil sige, at badegæsten var ude i en meget kritisk situation.
Det kan fx være en person, der ikke kan svømme og pludselig bliver overrasket af ikke at kunne bunde længere. Eller en surfer der har overvurderet sine evner og kommer i nød. Livredderne oplever også, at personer på stranden får hjertestop. En ”liv eller død situation” er en meget intens oplevelse for alle. Men livredderne er særligt godt rustet via deres uddannelse og deres udstyr såsom hjertestarter, iltkuffert, livredderbåd og rescueboards.
”En arbejdsdag som livredder byder på utrolig mange spændende opgaver, og når tårnet lukker kl. 19.00, kan man se tilbage på en dag, hvor man har været med til at skabe tryghed for de badende og virkelig har gjort en forskel. Det giver en god fornemmelse i maven”, slutter Kristian.
På de danske strande er der mange forskellige forhold, der kan skabe farlige situationer. Det er derfor vigtigt at følge de 5 baderåd. Og er der livreddere på stranden, så spørg livredderne, om der er noget særligt, man skal være opmærksom på ved netop denne strand.
1. Lær at svømme
Hvis du ikke kan svømme, er det ikke en god ide at bade. Vælger du alligevel at bade, er det vigtigt, at du har valgt et sted, hvor du kan bunde og vandforholdene er meget rolige.
2. Gå aldrig alene i vandet
Det giver større sikkerhed for dig og dem, du bader eller svømmer med. I kan holde øje med hinanden og hurtigt gribe ind, hvis en af jer får problemer.
3. Læs vinden og vandet
Inden du går i vandet, er det en god ide at have undersøgt vandforholdene. Hvor hurtigt bliver det dybt? Blæser vinden væk fra land eller mod land? Er der store bølger? Kan du se et revlehul? Kan du se strømmens retning?
4. Lær stranden at kende
Første gang du bader et nyt sted, er det vigtigt at være særlig opmærksom. Spørg lokale eller en eventuel livredder om de lokale forhold, og hvorvidt der er nogle særlige vandforhold og forholdsregler, du bør kende.
5. Slip ikke børnene af syne
Du holder bedst øje med børnene, hvis du ikke bliver distraheret. Vær tæt nok på barnet til, at du har mulighed for at give mundtlige anvisninger og kan gribe hurtigt ind, hvis der er brug for det.
Læs mere om vand og sikkerhed på www.respektforvand.dk
Lyngby Hovedgade 4, 2800 Kongens Lyngby
Tlf. +45 4526 0800
info@trygfonden.dk
www.trygfonden.dk
Når Danmark skal nydes
Afslappende dage i et smukt landskab, vide horisonter, frisk luft i lungerne, tæt kontakt med bondelandets mennesker og dyr - sådan lyder de sikre stikord til enhver bondegårdsferie.
Der er en bred vifte af muligheder for selv at vælge, hvad mere ferie skal indeholde af oplevelser. Hver en gård har sin egen charme, sit eget udtryk og sine særlige kvaliteter. For eksempel er der gårde med kæledyr og aktiviteter for familiens yngste, gårde med godt fiskevand i umiddelbar nærhed og gårde med spændende kulturtilbud i overkommelig afstand – blot for at nævne nogle få. Du kan også vælge et tema for din ferie – noget det skal være specielt meget i fokus, f.eks. fiskeri, natur, grøn livsstil og kultur og landlig hygge.
Mulighederne er mange – valget er dit.
Du vælger også selv, om du ønsker et hus eller lejlighed med eget køkken, eller om du ønsker ophold med bed & breakfast, halv- eller helpension. Der er også dem, der tilbyder campingferie på gården.
Du kan på www.bondegaardsferie.dk finde den eller de gårde, der passer bedst til dig og din familie – uanset om I vil være der et enkelt døgn eller to, en uge eller mere. Du kan også læse mere om temaerne, de forskellige ferieformer og om gårdene.
Du kan kende vores medlemmer på certifikatet og vores logo!
Tager du på bondegårdsferie, kan du se dokumentation for, at kvaliteten er i orden hos de værter, der er medlem af Landsforeningen for Landboturisme.
Alle værter lever op til det høje niveau, som gæsterne bliver stillet i udsigt på foreningens hjemmeside og i anden markedsføring; og at der også er i detaljerne tænkt på, at en bondegårdsferie skal være en fornøjelse for hele familien.
Landsforeningen for Landboturisme kontrollere løbende kvaliteten hos hvert enkelt medlem. Som bevis for, at kvaliteten er i orden, har værtsfamilien et certifikat til opsætning i hver lejlighed eller værelse, familien lejer ud til feriegæster.
Kataloget kan bestilles via vores telefonsvarer på tlf.: 8637 3900.
Føllevej 5, 8410 Rønde
Tlf. +45 8637 3900
info@bondegaardsferie.dk
www.bondegaardsferie.dk
AQUA Akvarium & Dyrepark
Siden åbningen i 1993 har AQUA udviklet sig til at være en af Midtjyllands største attraktioner med spændende, sjove og lærerige oplevelser ude og inde - for hele familien. Akvariet og dyreparken ligger unikt ved de blinkende blå Himmelbjergsøer, Gudenåen og store fredede skovområder.
Indendørs byder AQUA på et fascinerende undervandsblik ud i store, naturtro søer og særudstillinger, terrarier og interaktive modeller i bygningens 4 etager. Og i den dejlige dyrepark kommer du tæt på bævere, oddere, hvide storke og masser af andre dyr fra den danske natur.
For de legesyge er der vildmarkssti og vandlegeplads, som i år er blevet væsentligt udvidet med nye vandeksperimenter i et nyt aktivitetsområde – Vandets Kraft.
Det skjulte liv frem i lyset
AQUA er et utraditionelt ”omvendt” akvarium, der tager den besøgende med på rejse ned i de danske søer og vandløb. Gennem store panoramaruder kommer man tæt på livet i forskellige udendørs søer - med fisk, fugle, pattedyr, insekter og planter. Mange af disse dyr lever et s
kjult liv de i naturen, men i AQUA kan du opleve dem på tæt hold og i deres naturlige miljøer. Dertil kommer specialakvarier, terrarier og interaktive installationer.
Vær med til at fodre dyrene
Hver dag gennemfører AQUA’s dyrepassere og formidlere et spændende aktivitetsprogram, hvor publikum kan være med til at fodre forskellige dyr, bl.a. oddere, fisk og fugle. På www.visitaqua.dk kan du se de forskellige fodrings- og aktivitetstider.
Der er masser af muligheder for at få en snak med dyrepasserne, og hvem ved, måske venter der en ”dagens overraskelse”, hvor dyrepasserne byder på uventede dyr iudstillingen, eller inviterer indenfor bag kulisserne i Nordeuropas største ferskvandsakvarium.
En stor familienyhed åbnede i 2012 – Vandets Kraft
En stor nyhed i AQUA åbnede i maj 2012, nemlig Vandets Kraft, et stort nyt aktivitetsområde med vandeksperimenter.
Labyrinthia – Labyrinternes Land
Labyrinthia – Labyrinternes Land er en park med labyrinter syd for Silkeborg
En anderledes, sjov og udfordrende attraktion for børn, voksne og seniorer, hvor du kan få masser af sund motion til både hoved og ben. Labyrinthia starter sin 16. sæson St. Bededag (d. 26. april), og parken har nu i alt 7 labyrinter.
Europas største 3D-labyrint
3D-labyrinten var den første af labyrinterne i Labyrinthia. Den er blevet ombygget flere gange, men er stadig hovedattraktionen – især for større børn og voksne. Man kan nemt bruge mellem en halv og en hel time på at finde vej gennem 3D-labyrinten. Turen gennem labyrinten er først overstået, når du har fundet og stemplet dit diplomkort ved alle otte kontrolposter.
Derefter kan du få udstedt et diplom med dit navn på ved diplomskranken.
Hjerteformet vandlabyrint
Vandlabyrinten har flisegange, der snor sig mellem godt 900 rosenbuske. Undervejs passerer du 12 computerstyrede vandporte, der med forskellige intervaller sprøjter lidt vand ud – så pas på – du bliver måske en lille smule våd. Men du kan
også selv styre vandportene via din smartphone, så du bestemmer, hvem der skal have vand… og hvornår. Du kan hente en gratis app til din iPhone via App Store (appen hedder: Labyrinthia) eller til din Android smartphone via Labyrinthias hjemmeside.
Trojaborg labyrint og Chartres labyrint
Der er 2 historiske labyrinter i parken.
Den ældste er Trojaborg labyrinten, der består af flere hundrede store sten, lagt i et bestemt 11-rings mønster, der stammer helt tilbage fra Bronzealderen (dvs. 3.000 - 4.000 år siden). Ifølge gammel skik er det vigtigt, at man følger labyrintens gange hele vejen ind til midten og samme vej ud igen. Det bringer held og succes - men hvis man snyder og springer over stenvæggene, vil det bringe uheld!
Den anden historiske labyrint er Chartres labyrinten. Den er lagt med sorte chaussésten og rødligt stenmel. Det er et klassisk labyrintmønster, der stammer helt tilbage fra middelalderen. Gennem de lange gange kan du få en fornemmelse af pilgrimmenes vandring i den mest kendte labyrint fra den tid.
De 3 andre labyrinter
Den lille stjerneformede labyrint er for de 2-7-årige. Det er en labyrint, som de selv kan klare, og med en lille huskeopgave, som de kan få et børnediplom på. I balancelabyrinten kan du få afprøvet både din balanceevne og din stedsans - samtidig, og i Colour Mazen (farvelabyrinten) skal du prøve at finde vej ved hjælp af en farvekode. Her farer du ikke vild, selv om det faktisk er den allersværeste af labyrinterne.
Kryptoteket
Hvis du trænger til at sidde ned, kan du f.eks. gå ind i Kryptoteket og hygge dig med nogle af de mange spil og opgaver i forskellige sværhedsgrader, der ligger på bordene. Det sætter gang i ”de små grå” – så pas på, det er ikke så nemt at løsrive sig igen, når du først er kommet i gang.
Labyrinthia er oplagt at kombinere med f.eks. en tur til Silkeborg Rovfugleshow, en tur med veteranbanen Bryrup-Vrads eller en tur til Himmelbjerget.
Besøg Lolland-Falster
Lolland-Falster ligger og smyger sig i det sydligste Danmark, og med sine 600 km strand og gode badeforhold er Sydhavsøerne et nærliggende kælenavn for området.Bedst kendt er nok Marielyst Strand, som er blevet kåret til Danmarks bedste to år i træk, og vi kan godt afsløre, at vi går efter titlen i 2013 også.
Tæt på Marielyst ligger Skandinaviens sydligste spids – Gedser Odde. Odden ligger i smuk natur, hvor man på klare dage kan skimte den nordtyske kystlinje. Fiskemulighederne e
r fantastiske på denne sydligste kyst, hvis man ikke blot vil kaste
sig i bølgen blå.
Sydhavsøerne er også kendt for sine fantastiske cykelruter og ikke mindst for ruterne København-Berlin og Østersøruten. Lolland-Falster er også det eneste sted, man kan cykle på diget. Hele vejen fra Rødbyhavn til Nakskov har man muligheden for at cykle helt tæt på vandet og se de store havvindmøller i det fjerne, en oplevelse som er helt unik. Fra Nakskov kan man også tage postbåden ud i Nakskov Fjord, den ø-rigeste fjord i Danmark, og bade ved Hestehovedets Strand, der har Danmarks længste badebro og noget af Danmarks varmeste badevand. Syd for Nakskov ligger Albuen; den lange tange med sit fyr ligger i underskøn natur med et meget rigt fugleliv.
Nakskov har ikke den eneste naturpark på Lolland-Falster. Det har også Maribo. Naturpark Maribosøerne er den første europæisk- certificerede i Danmark, og på Maribosøerne kan man, om bord på Anemonen, sejle ud og opleve den smukke natur, øerne og det unikke fugleliv.
Hvis man er glad for dyr, er Lolland-Falster helt sikkert et besøg værd – både med Krokodille Zoo, Guldborgsund Zoo og Botanisk Have samt Knuthenborg Safaripark, hvor man, som noget helt enestående, kan køre rundt på savannen mellem giraffer, næsehorn og antiloper, og efterfølgende lege på den kæmpe udendørs legeplads med tilhørende vandland. Der er også mulighed for at komme helt tæt på dyrene på én af de mange besøgsgårde. Fx er der hos Knuthenlund, der er kendt for sine økologiske mejerivarer, mulighed for at klappe de mange geder og får og også besøge gårdens hyggelige café og gårdbutik. Også Kernegården på Fejø og Hejrede Friluftsgård er blandt områdets største små oplevelser.
Du kan læse meget mere om Lolland-Falster, og de mange oplevelser, der venter her, som fx fabelagtig sommerrevy, hyggelige jazzfestivaller og velsmagende fødevaremarkeder og meget, meget andet, på www.visitlolland-falster.dk.
Lolland-Falster er langt mere, langt bedre. Her er et nærvær, der fortjener at blive oplevet. Vi glæder os til at se dig på Lolland-Falster.
VisitJuelsminde
Store oplevelser og livets bedste minder skabes bedst i rammer med plads til at leve!
Juelsminde-halvøen byder velkommen til et oplevelsesunivers, der rummer noget for enhver smag - hele året rundt.
Her kan du altid fråse i livsglæde. Uanset om du er til cykel-, sejle-, hotel-, camping- eller sommerhusferie, så er der plads til dig i et af landets smukkeste områder.
Du kan vandre, cykle, sejle, fiske, svømme, spille golf eller bare slappe af og nyde solen på nogle af landets smukkeste strande. Shoppe igennem i de mange specialbutikker. Lade museer og borganlæg være det historiske vindesus kombineret med de mange berigende interaktive informationer rundt omkring i det smukke landskab langs den nye kyststi. Opleve Gudenåens udspring og padle en tur i kano. Nyde afslappende kurophold eller en stor kulinarisk smagsoplevelse. Deltage i nogle af de mange inspirerende kulturelle events.
Find evt. allerede nu din inspiration på www.visitjuelsminde.dk, og få indtryk, der kan inspirere.
Du kan faktisk allerede nu booke dine oplevelser i kystlandet, som også dækker Horsens og Odder kommune, med de mange vidunderlige og unikke oplevelser, der her er at byde på. Det er din mulighed for at sammensætte jeres unikke minder nemt og overskueligt.
Husk – rammerne for nogle af livets store oplevelser er skabt – og de venter bare på dig!
Se mere her
www.visitjuelsminde.dk
www.kyst-landet.dk
Fanø - Vesterhav og Vadehav
Fanø er øen ved Vesterhavet. Her kan du både opleve strandferiens glæder og den helt specielle stemning, der er over en ø, man skal sejle til. Færgeturen mellem Esbjerg og Fanø tager kun 12 min, og om sommeren er der mere end 50 daglige afgange. Det er nemt og hurtigt. Alligevel når man at komme i den særlige Fanø-stemning. Pulsen falder; nu er det tid til nydelse.
Fanø har 15 km ubrudt sandstrand. Den nordlige del har perfekte badeforhold. Længere mod syd ligger aktivitetsområdet, hvor der surfes, køres med strandsejlere og flyves med drager. Strandsejlads er også for begyndere; det tager 5 min. at lære. Helt mod syd kan man ved lavvande vandre 1½ km på havbunden ud til sælbanken. Her ligger flere hundrede sæler og soler sig.
Fanø er en del af Nationalpark Vadehavet og er optaget på UNESCO’s verdensarvliste. Fanø byder på fantastisk og særegen natur, som kan opleves på egen hånd eller sammen med
en af vores naturguider. Sæler, fugle, østers og smukke landskaber.
Fanø har en søfartshistorie, der rækker helt tilbage til midten af 1700-tallet. Det har medført, at søfartsbyerne Sønderho og Nordby er fyldt med smukke gamle huse, museer og en kulturtradition, der er helt speciel.
Vi ses på Fanø!
Ringsted - midt i mulighederne
Kom til Ringsted, og lad dig friste af shopping, musik og en levende historie. Her er der oplevelser og aktiviteter for store og små, uanset om du er her i flere dage eller bare stopper et par timer undervejs.
Shopping
Ringsted Outlet er Danmarks eneste rigtige outletby, lige ved afkørsel 36. Her finder du et stort udvalg af kendte danske og udenlandske mærkevarebutikker, som sælger originale varer med besparelser på 30-70 %. Skulle sulten melde sig, finder du både McDonald’s og The Burger. Gratis p-pladser.
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Kør en tur med både danske og udenlandske sporvogne igennem den smukke skov ved Herregården Skjoldenæsholm og Skjoldenæsholm Golf Center. Tag picnickurven med, og få en anderledes skovtur for hele familien.
Ringsted Radiomuseum
Tag på en tidsrejse tilbage til radio og tv’s barndom i museets enestående samling, som leverer effekter til historiske film og tv-serier som Hvidsten-Gruppen, Badehotellet m.fl. Oplev glimt af B&O’s ikoniske produkter gennem 90 år, og lyt til de mange tekniske vidundere fra en svunden tid.
Sct. Bendts kirke
Kirken er den ældste teglstenskirke i Norden og blev indviet i 1170. Kirken har et fint lille museum med bl.a. Berengarias fletning, blypladen fra Valdemar den Stores grav, smukke gamle fliser samt kopi af Dagmarkorset, fundet i Dronning Dagmars grav.
Se mere om mulighederne i Ringsted på www.visitringsted.dk.
Vesthimmerland
Siden stenalderen har man vidst, at Vesthimmerland har det hele… Her er skove med varieret dyreliv, god landbrugsjord, let adgang til Limfjorden og til fisk, muslinger m.m. Og i dag er det stadig de samme værdier, som trækker mennesker til Vesthimmerland. Det varierede landskab og naturen byder også på rige muligheder for aktive ferieoplevelser. Her finder I søer, vandløb, skove, hede og selvfølgelig Limfjorden - Danmarks længste og mest kendte fjord. Tag fx. på mountainbike i Uhrehøj, wind- eller kitesurf på Limfjorden, og sejl kano eller kajak på Vilsted Sø, Simested Å eller Lerkenfeldt Å.
De største vandhunde kan nyde de mange gode børnevenlige badestrande med blåt flag, bl.a. Løgstør, Rønbjerg, Trend, Ertebølle og Hvalpsund. Vesthimmerland har også flere svømmehaller, friluftsbade og familiecampingpladser med swimmingpool.
Vesthimmerland har igennem generationer også givet masser af inspiration til lokale kunstnere, kunsthåndværkere og forfattere. Derfor finder du i området mange gallerier og kunsthåndværkere - alle med deres unikke kendetegn. At kulturen værdsættes i Vesthimmerland er også synligt i bybilledet. Besøg fx. Johannes V. Jensen Museet og Thit Jensens Mindestue i Farsø, eller betragt de mange flotte Per Kirkeby-skulpturer og bygningsværker i handelsbyen Aars og muslinge-skulpturerne i Løgstør.
I Vesthimmerland mærker du også historiens vingesus. Det var fra denne egn, at de gæve Kimbrer-vikinger drog på togt ned gennem Europa, hvor de ved flere store slag rystede Romerriget. Dokumentation for det vældige liv, der allerede i vikingetiden blev levet her fremgår bl.a. af de historiske fund omkring kimbrernes by Aars samt ved Aggersborg på den nordlige side af Limfjorden lige nord for Løgstør. Aggersborg er verdens største vikingefæstning, et bygningsværk, der i sin storhedstid husede 5.000 vikinger. I dag er Aggersborg et meget seværdigt fortidsminde og udflugtsmål, hvor en lille eksklusiv udstilling giver et fint billede af det liv, der for 1-2.000 år siden blev levet på stedet.
Et besøg i Vesthimmerland giver også mulighed for spændende oplevelser i egnens meget forskellige byer med hver deres unikke charme. Her finder I en bred pallette af ferieoplevelser for både store og små. Her finder I også golfferie på baner i verdensklasse ved Himmerland Golf & Spa Resort, vandplask og familieferie ved Dayz Resorts i Rønbjerg, fjord- og gourmetoplevelser i Muslingebyen Løgstør og meget mere! Så næsten uanset hvad du søger og har lyst til, så har Vesthimmerland helt sikkert noget for din smag.
Velkommen til Skiveegnen
- oplevelser for alle sanser!
Besøg Spøttrup Middelalderborg, Danmarks bedst bevarede middelalderborg, og deltag i de mange aktiviteter for hele familien.
Tag med museet Fur Fossiler 55.000.000 År på fossiljagt. Hvis du er heldig, er det dig, der gør det næste store fund til museets samling af forstenede insekter, fugle, fisk og planter, der er hentet i Furs moler.
På Jenle kan du blive vist rundt i mindestuerne og besøge stedets museum med udstilling om kunstnerparret Nanna og Jeppe Aakjærs liv. Jenle danner også rammen om masser af sang- og fortællearrangementer og den traditionsrige Jenlefest.
Har du og dine børn lyst til at opleve naturen og høre historien fortalt på en ny måde? Det kan du på Trolderuterne. Følg troldesporene, og scan QR-koderne med din mobiltelefon – så kan du opleve troldene fortælle.
På visitskive.dk finder du mere information om alle de oplevelser, der venter dig på Skiveegnen.
Visit Mors
Sejlads på Limfjorden
Sommeren byder på masser af sejlads på Limfjorden. Limfjordsbussen sejler i højsæsonen fra tirsdag til fredag mellem øerne Mors og Fur.
Onsdage og fredage er der mulighed for at sejle med videre til Livø. Af andre spændende sejlture kan nævnes: Sælsafari til Blinderøn, Mors Rundt ad søvejen, Ølsmagningstur, Tapas/vincruise, Solnedgangstur, Biologi i Bølgehøjde og RIB-speedbådstur.
Book eller find flere oplevelser på www.visitmors.dk
Visit Struer
Sansefestival: Den 12. august bliver Struer forvandlet til Nordvestjyllands største fødevaremarked, der hvert år tiltrækker over 10.000 besøgende. Snup en bid af Nordeuropas spisekammer, og giv smagsløgene en enestående oplevelse ved Sans 2017. Se www.sansefestival.dk
Run to the Beat: Motionsløbet Run To The Beat blev i 2015 kåret som Danmarks bedste oplevelse. Nu kommer løbet tilbage lørdag d. 2. september, og løbet bliver endnu større.
Løbet er bygget op omkring musikken, og dette vil være omdrejningspunktet for såvel løbet som det efterfølgende afterparty. På løberuten vil nogle af Danmarks bedste DJ’s sætte gang i løberne med pulserende rytmer. Til vores afterparty vil nogle af Danmarks bedste bands spille. Vi forventer, at 5.000 løbere vil deltage i dette års Run To The Beat.
Der løbes 5 km, 10 km og halvmaraton.
Startsted: B&O, Hjermvej samt Struer By
Dato: 2. september.
Tidspunkt: kl. 14.00.
www.runtothebeat.dk
Limfjorden Rundt: Onsdag den 13. september kommer Nordens største træskibssejllads til Struer, hvor der også vil være feststemning på havnekajen med diverse aktiviteter. Www.limfjordenrundt.dk
Følg med i vore events, aktiviteter og overnatningsmuligheder på www.visitnordvestjylland.dk og facebooksiden: Visit Struer
Nordfyn
Så er det endelig tid til at holde ferie!
Nordfyn – toppen af Fyn, der er kendt for masser af oplevelser og enestående natur med dejlige strande, er stedet, hvor du næsten ikke kan lade være med at
lægge telefonen væk, sænke skuldrene, bare være sammen med familien og indtage den nordfynske idylliske sommer. Det enestående hjørne af Danmark byder på masser af spændende oplevelser, for eksempel det helt Vilde Vesten, der venter dig på Ditlevsdal Bison Farm, hvor 400 af de store imponerende amerikanske dyr byder dig velkommen. Her mærker du indianerstemningen, der fylder hele farmen fra ”prærie”, butik og café til den spændende legeplads med tipier, totempæl og snobrødsbagning. Du kan også tage på spændende sørøversejltur med skibet Castor og hjælpe sørøveren med at finde skatten – måske bliver du kåret som turens sørøverkaptajn! Den spændende halvø, Enebærodde, er perfekt til fiskeri, og her kan du være heldig at fange både torsk og ørred. Måske møder du også nogen af de søde badende køer, der gerne ligger og daser på stranden.
Rundt på hele idylliske Nordfyn med det bakkede landskab og små snoede veje, der tager dig gennem små charmerende landsbyer med stokroser foran bindingsværkshusene, finder du masser af små vejboder, der byder på lækkert frugt og grønt. Du kommer helt sikkert også forbi adskillige gårdbutikker med lokalt producerede specialiteter. Når du bliver træt, venter der dig et lækkert sommerhus, nogle af landets bedste campingpladser og et væld af hotel- og B&B-værter, der glæder sig til at ønske dig velkommen på Nordfyn!
Inspiration og info på www.visitnordfyn.dk.
Det lumske Vesterhav – om understrøm og hestehuller
Det, man kender, passer man på – det siger vi ofte i naturvejlederkredse. Det forstås tit på den måde, at vi bør opføre os hensynsfuldt i naturen ved ikke at svine og ødelægge. Men ved Vesterhavet kan ordsproget med god grund vendes om til: ”Hvordan passer vi på os selv i naturen”. Vi hører desværre hvert år om drukneulykker ved Vesterhavet, og nogle af ulykkerne kunne måske undgås ved en større forståelse af kystens strømforhold. I denne artikel kan du læse om de to ’farlige’ kyststrømme – understrømmen og hestehullerne.
Understrøm - vand, der helst vil ligge vandret!
Det kommer nok ikke som en overraskelse, men det skal man have i tankerne, hvis man vil forstå, hvordan både understrøm og hestehuller opstår. Når det blæser ind mod kysten, vil vandet blive presset ind mod stranden – man siger, at det stuves op. Jo kraftigere det blæser, desto højere op på stranden presses vandet, men tyngdekraften arbejder hele tiden imod. Vand finder altid den letteste rute, og derfor flyder vandet ud mod havet igen langs med bunden - dermed opstår fænomenet understrøm. Understrøm er bedst udviklet på stejlere kyster, hvor der er plads til, at vandet kan løbe tilbage. På fladere kyster udvikles understrømmen ikke, da vinden påvirker et stykke ned i vandsøjlen. Til gengæld presses vandet længere og længere ind mod land og kan på den måde oversvømme forholdsvist store områder.
Hestehuller
Det er kun på kyster med revler, at man finder hestehuller. Revler er sandbanker, der går parallelt med kysten, og man kan forestille sig, at de er en slags mur, som vandet skal løbe henover for at komme helt ind på stranden. Når der er pålandsvind, vil der presses mere og mere vand om bag revlerne, og det skal jo ud i havet igen (lige som før med understrømmen). Der vil altid være et svagt sted i revlen, hvor vandet kan ’grave’ sig igennem, så der opstår et hul – et hestehul! Hestehullet kan sammenlignes med et stærkt udadgående transportbånd, og hvis du fanges i det, føres du ud mod havet. Har du aldrig hørt om hestehuller, vil du sikkert kæmpe imod, så godt du kan, men det er en ulige kamp - oftest med et ulykkeligt resultat. Du skal i stedet lade dig føre med ud og svømme langs med kysten og væk fra hestehullet. Så kan du komme ind til stranden igen. Som om det ikke er nok, så er der endnu en mulig fare forbundet med hestehuller. Strømmen omkring hestehullerne, mellem revlerne og stranden, går mod hestehullet, så du kan risikere at suges imod det, hvis strømmen er kraftigt nok.
Spot et hestehul
Hestehuller er dynamiske, og du kan ikke regne med, at de er det samme sted hver dag, men nogle strande er mere udsatte overfor hestehuller end andre. Det kan derfor være en god ide at snakke med de lokale eller eventuelt en kystlivredder om, om stranden er særligt udsat for hestehuller. Er der ikke mulighed for det, og er vandet for fristende, så kan du nogen gange se, hvor der er hestehuller inde fra stranden. For det første skal du kigge efter, om der er et sted, hvor bølgerne ikke bryder over revlen – hestehullet er jo dybere end revlen, så der bryder bølgen ikke. Et andet godt tegn er, om der er et sted, hvor vandet er meget ’grumset’. Der er en stærk strøm i hestehullet, og det betyder, at vandet kan transportere meget sand og endda sten, hvilket farver vandet. Et godt råd er dog altid, at man skal bade ved Blå Flag-strande og helst ved strande med livredder.
Hvis du vil vide mere
På følgende hjemmesider kan du lære mere om sikker badning:
* Tryg på Stranden: www.trygpaastranden.dk
* Kystlivredderne: www.kystlivredder.dk
* Rådet for større badesikkerhed: www.badesikkerhed.dk
* Eller besøg Kystcentret i Thyborøn, og lær mere om understrøm, hestehuller og kystens dynamik.
For yderligere info kontakt naturvejleder og kystmorfolog Ulrik Geldermann Lützen, Kystcentret, Thyborøn
Haderslev
Haderslev er en over 700 år gammel købstad, som i tidligere tider har været et knudepunkt for handlen mellem den vestlige og den østlige del af Danmark. Den dag i dag er vejnettet i Haderslev – fra Ribe Landevej i vest over Torvet og ned til havnen ved Møllestrømmen – det samme, som da byen blev grundlagt i 1100-tallet.
Haderslev by bærer stort præg af sin lange historie. Den gamle bydel med domkirken og torvet i centrum er, på trods af voldsomme brande i 1627 og 1759, velbevaret og rummer huse helt tilbage fra 1500-tallet. Du kan både komme på guidede, historiske byvandringer i den gamle bydel, eller gå med vægterne, når de går deres aftenrunde i juli og august gennem byen.
Lige ud til gågaden ligger Haderslev Domkirke, der er opført dels i 1200-tallet (skibet) og dels i 1400-tallet (koret) og er et fornemt bygningsværk og vartegn for byen. Om sommeren er der sommerkoncerter i domkirken.
Med hjuldamperen Helene kan den naturskønne og 12 km lange Haderslev Fjord opleves hele sommeren. Ved middagstid lægger Helene fra kaj i Haderslev havn for at sejle til øen Aarø og Aarøsund og tilbage igen. Helene sejler fra maj til september.
Der er veterantogskørsel på banen mellem Vojens og Haderslev i juli og august.
Veterantoget ser ud som et typisk sidebanetog i 30’erne, 40’erne og 50’erne. Vognene er trævogne med åbne endeperroner, som fra begyndelsen af forrige århundrede. Vognene bliver trukket af de dengang moderne diesellokomotiver eller et af de små damplokomotiver.
Kontakt VisitHaderslev for nærmere information og billetsalg til veterantoget og fjordbåden.
Mariager Camping
Mariager Camping er en bynær campingplads med en unik beliggenhed i naturskønne omgivelser helt ned til Mariager Fjord. Her får du simpelthen alt, hvad du kan ønske dig: skøn natur, masser af skov og vand - og dermed muligheden for naturoplevelser og udflugter til lands og til vands. Der er kun 300 m til den charmerende bymidte – og muligheden for kulturelle, historiske og gastronomiske oplevelser.
Pladsen drives til daglig af familien Jensen, der er anden generation på stedet.”Vi kom fra en helt anden hverdag og fik lyst til at prøve nye udfordringer,” fortæller Kenneth og Anni, der sammen har døtrene Kristine og Klara. ”Som familie kan vi nu være meget mere sammen og har selv muligheden for at tilrettelægge vores hverdag.” Familien overtog pladsen fra Kenneths forældre i 2007 og er meget glade for deres ”nye” liv.
Unikke omgivelser – skønne aktiviteter
Både Kenneth og Anni kan ikke forstille sig en bedre beliggenhed for en campingplads end den, Mariager Camping har. ”Pladsernes placering med blot 2-3 m til vandkanten, den smukke natur og den gamle veteranbane, Mariager-Handest, der kører gennem pladsen er bare nogle af pladsens mange charmerende og unikke træk,” fortæller Anni.
Parret stiler efter at kunne tilbyde deres gæster en kvalitetsferie med en bred vifte af forskellige aktivitetsmuligheder og samarbejder derfor med lokale golf- og tennisklubber, ligesom der fra pladsen udbydes kurser i kajaksejlads og udlejes kajakker og cykler.
Hvad med en tur på cykel langs Danmarks skønneste fjord? Eller en tur ad de mange skønne løbe- og cykel-ruter?
Fjorden indbyder selvsagt til masser af aktivitet, som f.eks. sejlads og fiskeri, og Kenneth fortæller, at der rent faktisk bliver fanget fisk i Mariager Fjord, og værtsparret opbevarer da også tit nyfangede, flotte fisk i fryseren for gæsterne.
Kajaksejlads er udbredt, og som noget nyt kan Anni og Kenneth i år også tilbyde juniorkajakker, så hele familien kan komme ud og nyde naturen fra vandsiden.
Hvad med en tur til Bramslev Bakker, hvor Blåt Flag er garant for en skøn badetur?
”For den aktive er der masser af udfoldelsesmuligheder i Mariager,” tilføjer Kenneth.
Det gode liv
Mariager, der er Danmarks mindste købstad, er nok bedst kendt som ”Rosernes by”. Med sine bindingsværkshuse og gader med toppede brostene har byen en særlig autentisk atmosfære og kan nu, som den ene af bare to byer i Danmark, bryste sig med titlen ”CittaSlow”.
CittaSlow er oprindelig et italiensk fænomen, som er inspireret af den ligeledes italienske slowfood-bevægelse. CittaSlow betegner en bevidst byudvikling, hvor det gode liv og tid til fordybelse er i centrum, ligesom man fokuserer meget på både historie, identitet og innovation.
Siden 1999 har CittaSlow-bevægelsen samlet 140 byer fra hele verden i bestræbelsen på at ”beskytte de unikke lokale kvaliteter imod den stigende standardisering og ensretning af alt lige fra arkitektur til fødevarer, som i stigende grad rammer byer overalt i verden”.
Her sættes bæredygtighed, kvalitet og lokale produkter over kvantitet, effektivitet og ensretning. CittaSlow er med andre ord betegnelsen for det gode liv, det autentiske og den gode kvalitet. Noget, der harmonerer perfekt med Anni og Kenneths værdier for Mariager Camping.
På Mariager Camping er man i kraft af sin beliggenhed helt ned til fjorden også meget bevidste om miljøet.”Vi har siden 2008 været miljøcertificeret med EU’s miljøblomst og forsøger 24-7 at værne om den skønne natur, vi er så heldige at have lige uden for døren,” fortæller Anni.
Plads til alle
”Vi vil gerne give hver enkelt af vore gæster mulighed for at vælge lige netop dén ferie, de ønsker. Vi sørger for gode, trygge og rolige omgivelser med mange aktivitetsmuligheder, hvilket giver mulighed for samvær på tværs af generationer,” siger Anni.
”Har du blot et lille telt, har vi de faciliteter, du har brug for. Til autocampere tilbyder vi hele paletten - både til dem, der er på farten og blot vil holde ind for en ”simpel” overnatning i sikre omgivelser – og til dem, der ønsker en plads med egen terrasse lige i første parket ud mod fjorden.
Vi har 3 størrelser hytter: små overnatningshytter til dem, der blot skal have en seng for natten, familiehytter og luksushytter,” fortæller Kenneth, ”og kommer man f.eks. sejlende til Mariager, kan vi også tilbyde teltpladser og overnatning i vores hytter.”
Mariager Camping fik i 2012 en ny hjemmeside, hvor der nu er mulighed for online booking. Her kan man også læse om de mange tilbud, der er i området og mere om selve pladsen. Velkommen til Mariager Camping!
Nuttede dyreunger og glade søløver
Det store antal sæsonkort, der årligt udskrives, viser tydeligt gæsternes interesse for parkens aktiviteter og de over 500 dyr. Der sker altid noget nyt i parken.
Små, nuttede dyreunger
Foråret er ynglesæson, og det gælder også i Jyllands Park Zoo i Haunstrup, hvor mange af dyrene derfor er nyfødte og helt uimodståelige. Lige fra 1. åbningsdag og frem til afslutningen på sæsonen er der hver dag nye oplevelser. De nyfødte dyreunger er altid et kæmpehit for børnene; at sidde med et lille gedekid eller en kaninunge er for mange en stor oplevelse. Der er indrettet legegårde med dyreunger, hvor børnene frit kan færdes og nogle af dyrene må fodres med foder, der kan købes i kioskerne.
For dem, der tør, er der mulighed for at holde parkens største slange! I Jyllands Park Zoo henter dyrepasseren et par gange om dagen den store tigerpython-slange ud, så publikum kan få lov at holde den 75 kg tunge, muskuløse krabat. Endvidere kan man høre dyrepasseren fortælle om dyrene.
De glade søløver
Til dem, som bare vil kigge på, er der massevis af dyr at iagttage: giraffer, løver, zebraer og hyæner. Men søløverne skal fremhæves - eller søbjørnene, som det rent faktisk er. Man kan nemt komme til forveksle søløver med søbjørne. Begge hører til overfamilien ”øresælerne”, der har små synlige ører, men søbjørnene hører også til gruppen af pelssæler, som har en tykkere pels. De sydafrikanske søbjørne er dog alligevel tættere beslægtet med søløverne end pelssælerne.
De sydafrikanske søbjørne lever i harem, hvor hannen forsvarer sit territorium og sine hunner mod rivaler. En stærk han kan have op til 40 hunner. I Jyllands Park Zoo er der ikke plads til helt så mange mager, men du kan møde Bubber og hans to unge hunner, Helena og Guela.
Søbjørnehanner er nemme at kende. De udvikler en manke og kan veje op til 360 kg. Hunner derimod vejer kun op til omkring 80 kg. Dagligt spiser de hver 6-7 kg fisk.
Søbjørnene bliver 25-30 år i fangenskab. Men søbjørnene – eller søløverne, som de kaldes - er en attraktion i sig selv! Hver dag kl. 11.30 og 15.30 (fredag undtaget) optræder de på slap line med jonglørnumre og sjove udspring fra bassinkanten. Medbring regnfrakke, hvis du ikke kan lide at blive våd. Man skal også være forberedt på, at showet kan være meget forskelligt, fordi der lægges vægt på, at søløverne kun gør det, de selv vil være med til. ”Vi træner med dem, men sådan at de selv synes, at det er sjovt,« understreger Ove Nordestgaard, ejer af Jyllands Park Zoo. Ove pointerer dog, at havens store han-søløve, Bubber, altid er med på en leg og noget sjov.
Zoo med tivoli
Jyllands Park Zoo har også et minitivoli med traditionelle karruseller, spillehal, minibiler, bulldozere på skinner, der kører som et elektrisk tog, boder m.m. Du kan tage en tur rundt i parken med toget, sejle på Zoo-havet, og der er et stort legeområde med Danmarks største hoppepude på 689 m²: der er noget for børn i alle aldre.
Når sulten melder sig kan man sidde og nyde sin madpakke rundt om i parken eller i et 850 m² stort overdækket område. Skulle man ikke lige have fået smurt madpakken eller pakket frokostkurven, kan man benytte det store cafeteria, der serverer diverse lækre retter.
Jyllands Park Zoo er et oplagt udflugtsmål for hele familien. En rigtig hyggedag med sjove oplevelser i selskab med de mest nuttede dyrebørn.
Velkommen til Rømø-Tønder
Tønder Kommune har noget at byde på for alle. Ønsker man en ferie med strand og hav, så er Rømø det perfekte sted at besøge. Øen har kilometerlange og –brede sandstrande med et ”hav” af muligheder.
Her kan man bade, nyde solen, gå lange ture og slappe af i klitterne. Men man kan også være aktiv og prøve at køre med en blokart eller kitebuggy, som er vindsport, man ikke kan udøve mange steder på jorden.
På Rømø er det muligt at deltage i en østerssafari eller i en af de andre talrige guidede naturoplevelser: man kan cykle, spille golf, vandre eller ride en tur i plantagerne eller på stranden.
I hele Tønder Kommune findes der restauranter, der sætter en ære i at bruge lokale råvarer. Her kan man virkelig gå på gourmet-opdagelse og prøve delikatesserne fra Vadehavets spisekammer.
I Tønder er der rigtig gode shoppingmuligheder. Den hyggelige gamle handelsby med den charmerende gågade er fyldt med mange spændende specialbutikker. Kunstmuseet i Tønder udstiller den bedste kunst fra den nordiske verden fra ca. 1880 til i dag. Det tilhørende gamle vandtårn er indrettet som museum for stole designet af den berømte møbelarkitekt H.J. Wegner, som er født i Tønder.
I Møgeltønder finder man Danmarks smukkeste landsbygade samt Schackenborg Slot og en charmerende landsbykirke.
Først i september afholdes der en stor dragefestival på Lakolk Strand på Rømø. Det er et helt utroligt skue, når tusindvis af drager i alle størrelser og alle regnbuens farver stiger til vejrs.
Få flere informationer om seværdigheder, aktuelle arrangementer og events på www.romo.dk.
VADEHAVSCENTRET – Porten til UNESCO-verdensarv
Verdensarv er noget, der er så værdifuldt, at det skal gives i arv til de næste generationer. Noget der skal værnes om og passes godt på, for at eftertiden kan opleve det, og fordi verdensarven har betydning for menneskeheden og vores forståelse af verden.
Vadehavet i Danmark blev udnævnt til verdensarvsområde af UNESCO i 2014, og i dag er Vadehavet i Holland, Tyskland og Danmark sammen en verdensarv. I hele verden er der 200 natursteder, der er verdensarv.
I landsbyen Vester Vedsted, sydvest for Danmarks ældste by Ribe, ligger besøgscentret for Verdensarven: VADEHAVSCENTRET – PORTEN TIL UNESCO VERDENSARV. Centret rummer udstillinger af international klasse om Vadehavets trækfugle, landskab, Vadehavets dyreliv og stormfloder.
Centret er samtidig udgangspunkt for naturvejlederaktiviteter hele året. Man kan hente østers, opleve sort sol – hvor stærene danser i skumringen – trave ud over vaderne til sælbankerne på kanten af dybet eller få en familieoplevelse på vaden med Sea Explorer – og mange andre aktiviteter.
Det nye VADEHAVSCENTER er høj kvalitet hele vejen, der forbinder unik arkitektur af Dorte Mandrup-arkitekter med udstillingen ”Vadehavets trækfugle” af arkitekt Johan Carlson. Udstillingen forbinder det at formidle viden med et utroligt smukt udtryk og design, der på alle måde viser værdighed over for vadehavets fortællinger og klassificeringen til verdensarv.
Arkitekturen
Arkitekturen er en nytolkning af marskens byggetraditioner gennem tusinder af år. De arkæologiske udgravninger, der blev gjort ”on location”, før nybyggeriet gik i gang, viste beboelse helt tilbage fra 600-årene e.Kr.
Dorte Mandrup Arkitekter har skabt en arkitektonisk perle af en bygning, der tager danske tagrør fuldt ud med i udformning af et formidlingscenter af nutiden.
Udstillingen VADEHAVETS TRÆKFUGLE
”Kik grundigt på naturen, og du vil forstå alting meget bedre” - sagde Einstein. Derfor er det VADEHAVSCENTRETs mål at bringe den besøgende tættere på VADEHAVETS store natur, for at vi kan forstå den, holde af den og derved passe bedre på den. Derfor er det en god ide at starte i VADEHAVSCENTRETs udstillinger inden man udforsker Vadehavets verden.
Udstillingen VADEHAVETS TRÆKFUGLE er en udstilling, hvor man gennem trækfuglene får en indsigt i tidevandet, i landskabet og dets dynamik, i vaderfladernes utrolige liv som et af verdens største spisekamre for trækfugle på den globale, vigtige Østatlantiske trækrute. Gennem udstillingen får vi indblik i, hvorfor Vadehavet er klassificeret som Verdensarv.
Vi følger trækfuglene igennem hele udstillingen. Oplever dem i Vadehavet - Danmarks savanne - med en mangfoldighed og en tilpasning, der er utrolig. Livet på vaderne, i luften, på højvandsrastepladserne er enestående, og 15 millioner trækfugle er afhængige af Vadehavet, som raste- og fourageringssted. I træktiden er der start og landinger hvert sekund – Vadehavet er en international lufthavn.
Man kan i udstillingen gå på opdagelse i Vadehavets spisekammer og røre ved en kiselalge i overstørrelse, prøve fødenettet, og i rørebassinet møder man livet i det lave vand med krabber, fladfisk, konk-snegle, skaldyr og meget mere.
I det Anatomiske kabinet og Galleriet håber vi, at din nysgerrighed er ”nørdet”, for her går vi i dybden. Kan du skabe vind, for at fuglen kan flyve? Eller lav din egen fugl - hvem flyver bedst? Her er der noget for både børn og voksne.
VADEHAVSCENTRETs professionelle naturvejleder laver ture i Vadehavet hele året, men vi tager hensyn og indretter os efter naturens rytme.
I sensommeren, fra august og frem, er det tid for vandreturene til de store sælbanker. Sælerne har nu opfostret deres unger, og der er ro på bankerne. Sælerne er et imponerende syn, når man på bankerne kan tælle 200, 300, ja nogen steder mere end 700 sæler. VADEHAVSCENTRETs guider går først ud til sælbankerne fra august, da sælerne i maj, juni og juli yngler og dier deres unger. Sælungerne drikker kun to gange om dagen og skal have ro til at die. Det rigtige er derfor at give dem ro på bankerne, indtil hen på sommeren.
En rigtig god familieoplevelse i tilknytning til et besøg på VADEHAVSCENTRET er at tage med på sommeraktiviteten Sea Explorer. Her går familier med på vaden medbringende feltudstyr til at gå på opdagelse i vadens enorme dyreliv. Et par timer sammen med en naturvejleder og far og mor på vaden er en rigtig god oplevelse. Efterfølgende tager vi dagens fangst med på VADEHAVSCENTRET og studerer det nærmere under lup.
Efteråret, foråret og vinteren er tid for østers og sort sol. Østersture laves både som en lang og enestående tur ud til de helt store østersbanker med mellem 3-500 tons østers og som østersturen for alle, hvor de fleste kan være med. Sort sol er, når stære fra hele Skandinavien og Østersø-egnene gør stop i marsken, inden de flyver til England eller længere sydpå for vinteren, eller når de er på deres vej til yngleområder. Sort sol tiltrækker mange turister, og når stærene danser på himmelen, er begejstringen stor. Bestil billet i god tid på vores hjemmeside.
VisitOdense
Velkommen til Odense – Fyns eventyrlige hovedstad
H.C. Andersen
Odense er H.C. Andersens fødeby, og det sætter sit præg på byen. Her er H.C. Andersen museer, masser af eventyrinspirerede skulpturer samt en sightseeing-rute mærket op med fodspor. Hele sommeren kan man gratis se H.C. Andersen Paraden optræde i Eventyrhaven – eller man kan sejle en tur med Odense Åfart og opleve ”Eventyr på Åen”. For børnefamilier kan vi også anbefale et besøg på Børnekulturhuset Fyrtøjet, hvor tiden bare flyver afsted.
Andre spændende oplevelser i Odense
Odense byder på et væld af spændende attraktioner. Danmarks Jernbanemuseum, vores smukke bymuseum Møntergården, Odense ZOO eller Brandts-området og Tidens Samling er blot nogle af de steder, vi kan anbefale. Kulinarisk er Odense inde i en rivende udvikling, og her er et væld af restauranter med mad i alle prisklasser. Og så har Odense fået hele 2 street food-områder - nemlig Storms Pakhus, tæt ved havnen, og Arkaden, midt i byen.
Events
Der sker noget i Odense hele året. Vi har masser af events – store som små, lokale og internationale. På vores hjemmeside, www.visitodense.dk, kan du se en liste over de store årligt tilbagevendende begivenheder under Events.