Haderslev

Haderslev

Oplevelsesartikel

Haderslev er en over 700 år gammel købstad, som i tidligere tider har været et knudepunkt for handlen mellem den vestlige og den østlige del af Danmark. Den dag i dag er vejnettet i Haderslev – fra Ribe Landevej i vest over Torvet og ned til havnen ved Møllestrømmen – det samme, som da byen blev grundlagt i 1100-tallet.

Haderslev by bærer stort præg af sin lange historie. Den gamle bydel med domkirken og torvet i centrum er, på trods af voldsomme brande i 1627 og 1759, velbevaret og rummer huse helt tilbage fra 1500-tallet. Du kan både komme på guidede, historiske byvandringer i den gamle bydel, eller gå med vægterne, når de går deres aftenrunde i juli og august gennem byen.

Lige ud til gågaden ligger Haderslev Domkirke, der er opført dels i 1200-tallet (skibet) og dels i 1400-tallet (koret) og er et fornemt bygningsværk og vartegn for byen. Om sommeren er der sommerkoncerter i domkirken.

Med hjuldamperen Helene kan den naturskønne og 12 km lange Haderslev Fjord opleves hele sommeren. Ved middagstid lægger Helene fra kaj i Haderslev havn for at sejle til øen Aarø og Aarøsund og tilbage igen. Helene sejler fra maj til september.

Der er veterantogskørsel på banen mellem Vojens og Haderslev i juli og august.

Veterantoget ser ud som et typisk sidebanetog i 30’erne, 40’erne og 50’erne. Vognene er trævogne med åbne endeperroner, som fra begyndelsen af forrige århundrede. Vognene bliver trukket af de dengang moderne diesellokomotiver eller et af de små damplokomotiver.

Kontakt VisitHaderslev for nærmere information og billetsalg til veterantoget og fjordbåden.