Labyrinthia – Labyrinternes Land
Labyrinthia – Labyrinternes Land er en park med labyrinter syd for Silkeborg
En anderledes, sjov og udfordrende attraktion for børn, voksne og seniorer, hvor du kan få masser af sund motion til både hoved og ben. Labyrinthia starter sin 16. sæson St. Bededag (d. 26. april), og parken har nu i alt 7 labyrinter.
Europas største 3D-labyrint
3D-labyrinten var den første af labyrinterne i Labyrinthia. Den er blevet ombygget flere gange, men er stadig hovedattraktionen – især for større børn og voksne. Man kan nemt bruge mellem en halv og en hel time på at finde vej gennem 3D-labyrinten. Turen gennem labyrinten er først overstået, når du har fundet og stemplet dit diplomkort ved alle otte kontrolposter.
Derefter kan du få udstedt et diplom med dit navn på ved diplomskranken.
Hjerteformet vandlabyrint
Vandlabyrinten har flisegange, der snor sig mellem godt 900 rosenbuske. Undervejs passerer du 12 computerstyrede vandporte, der med forskellige intervaller sprøjter lidt vand ud – så pas på – du bliver måske en lille smule våd. Men du kan
også selv styre vandportene via din smartphone, så du bestemmer, hvem der skal have vand… og hvornår. Du kan hente en gratis app til din iPhone via App Store (appen hedder: Labyrinthia) eller til din Android smartphone via Labyrinthias hjemmeside.
Trojaborg labyrint og Chartres labyrint
Der er 2 historiske labyrinter i parken.
Den ældste er Trojaborg labyrinten, der består af flere hundrede store sten, lagt i et bestemt 11-rings mønster, der stammer helt tilbage fra Bronzealderen (dvs. 3.000 - 4.000 år siden). Ifølge gammel skik er det vigtigt, at man følger labyrintens gange hele vejen ind til midten og samme vej ud igen. Det bringer held og succes - men hvis man snyder og springer over stenvæggene, vil det bringe uheld!
Den anden historiske labyrint er Chartres labyrinten. Den er lagt med sorte chaussésten og rødligt stenmel. Det er et klassisk labyrintmønster, der stammer helt tilbage fra middelalderen. Gennem de lange gange kan du få en fornemmelse af pilgrimmenes vandring i den mest kendte labyrint fra den tid.
De 3 andre labyrinter
Den lille stjerneformede labyrint er for de 2-7-årige. Det er en labyrint, som de selv kan klare, og med en lille huskeopgave, som de kan få et børnediplom på. I balancelabyrinten kan du få afprøvet både din balanceevne og din stedsans - samtidig, og i Colour Mazen (farvelabyrinten) skal du prøve at finde vej ved hjælp af en farvekode. Her farer du ikke vild, selv om det faktisk er den allersværeste af labyrinterne.
Kryptoteket
Hvis du trænger til at sidde ned, kan du f.eks. gå ind i Kryptoteket og hygge dig med nogle af de mange spil og opgaver i forskellige sværhedsgrader, der ligger på bordene. Det sætter gang i ”de små grå” – så pas på, det er ikke så nemt at løsrive sig igen, når du først er kommet i gang.
Labyrinthia er oplagt at kombinere med f.eks. en tur til Silkeborg Rovfugleshow, en tur med veteranbanen Bryrup-Vrads eller en tur til Himmelbjerget.